Som mange gange før var det op til Blachman at svinge øksen, da to deltagere havnede i farezonen fredag aften i årets første ’X Factor’ liveshow.
19-årige Victor Hauch fra Simon Kvamms hold var oppe imod ’Oh Land’-Nannas deltager Nicolaj Lindby, 29.
– Flere knapper at trykke på
– Valget var egentlig ikke så svært. To forskellige karakterer. Victor er stort set lige begyndt, mens Nicolaj kan noget helt klart. Han har arbejdet med det rigtigt længe, og har flere knapper at trykke på, sagde Thomas Blachman bagefter til nytomkendte.dk som begrundelse for at sende Victor hjem.
Har kæmpet om talentet
Dommerne har tidligere kæmpet om Nicolaj Lindbys talent til netop deres hold, men det viste sig, at seerne ikke var helt enige i dommernes kvalitetsstempel, så han endte i farezonen, hvor han altså blev reddet af Blachman.
Dørene i scenografien
– Han er sympatisk og ser pissegodt ud (70’er-look, red.). Måske var det dørene i scenografien. Det blev måske lidt egnsteateragtig, mente Blachman om årsagen til den manglende opbakning.
Seerne var åbenbart ikke i samme grad begejstret for Nicolaj Lindbys talent som dommerne har været i forbindelse med auditionforløbet. Derfor røg han i farezonen, men reddet tilbage i Nannas fold af Blachman under forløbet. (Foto: Kenth G. Madsen)