Misbrug, depression, selvmordsforsøg og skilsmisse. Paprika Steen har skildret forfatteren Tove Ditlevsens hårde liv i ’Toves Værelse’ både på teater og film.
Årets kvindelige hovedrolle
For sidstnævnte modtog den 59-årige skuespiller en velfortjent ’Robert Prisen’ for årets kvindelige hovedrolle på Tivoli Hotel lørdag aften.
Rørt og nervøs
– Jeg havde slet ikke regnet med det, så jeg var både rørt og lidt nervøs, sagde Paprika Steen til nytomkendte.dk efter overrækkelsen.
– Det har været hårdt
– Det betyder rigtigt meget, da rollen har været en stor mundfuld at komme igennem.
Fra 2016 og frem til 2022 har Paprika Steen levet sig ind Tove Ditlevsens liv og spillet hende et utal af gange. Først på de skrå brædder ad to omgange og siden filmen, som har kastet en ærefuld pris af sig.
Lagt på hylden
– Jeg har haft hende i kroppen så lang tid, og nu har jeg lagt hende på hylden, lød det fra prismodtageren.
Symbolsk med Mads Mikkelsen til stede
I takketalen nævnte hun også Mads Mikkelsen, der var til stede for at modtage en ’Robert’ for bedste mandlige hovedrolle i ’Bastarden’.
– Det var der noget symbolik i, at han var til stede, sagde hun med henvisning til minderne og samarbejdet mellem de to skuespillere for år tilbage, inden han blev en international filmstjerne.
Bagefter fik han da også et kram, hvor han sad til bords i salen.
Ham læner hun sig op ad
I dag læner hun sig op ad en anden dygtig herreskuespiller, nemlig Lars Brygmann, som spillede overfor hende i ’Toves Værelse’.
Paprika Steen måtte lige hilse på Mads Mikkelsen, med hvem hun tidligere har haft et tæt samarbejde. Det var inden, han blev international filmstjerne. (Foto: Kenth G. Madsen)