Dennis Knudsen kan ånde lettet op.
Molslinjen har besluttet, at de ikke vil retsforfølge kendisfrisøren, efter at han i juli gik amok ved færgehavnen, fordi gaten ikke blev åbnet for den 60-årige med tre børn i bilen og campingvogn spændt på få minutter før afgang.
Overfusede medarbejdere
Da gaten forblev lukket, steg han ud af vognen og gik frem til billetkontoret, hvor han endte med at overfuse medarbejdere, sparke til et bord og skubbe computere ned.
Erstatningskrav droppes
Vredesudbruddet får altså ingen retsmæssige konsekvenser.
Molslinjen har nemlig besluttet, at der ikke sker yderligere i sagen fra deres side, så et eventuelt erstatningskrav dermed droppes.
Ked af sagen
– Jeg er ked af den her sag og dybt ulykkelig. Jeg er ked af det, jeg gjorde, og jeg har lagt mig ned og sagt undskyld, siger Dennis Knudsen i en kommentar til Ekstra Bladet.
Molslinjen fortæller, at de materielle skader på computere og andet interiør var begrænset, og at alt fortsat fungerer.
Molslinjen havde også tilbudt de ansatte psykologhjælp efter optrinet, men alle har det godt.
Dennis Knudsen havde bilen fuld af børn, da han gik amok ved færgehavnen, men det får heldigvis ingen yderligere konsekvenser for ham. (Foto: Kenth G. Madsen)