Flere af skuespillerne fra DR-serien ’Matador’ ankom til premieren på den nye musicaludgave af nationalklenodiet.
Susse Wold måtte dog undvære sin 87-årige ægtefælle Bent Mejding på premiereaftenen i Falkoner Salen.
Nyt knæ
– Han har fået nyt knæ, og det er ikke altid lige nemt, da der er gået betændelse i det, sagde den 85-årige skuespiller, der spillede ’Gitte Graae’, mens Bent Mejding tog sig af rollen som ’Jørgen Varnæs’ i Lise Nørgaards oprindelige Korsbæk-univers.
Må bruge rollator
– Men han har det faktisk meget bedre, men må støtte sig til en rollator, og det synes han ikke lige var sagen at komme her i dag, lød det videre.
Fungerer som fortælleren
Susse Wold er stadig aktiv skuespiller. Sammen med musikeren Benjamin Koppel medvirker hun for tiden i bogkoncerter, hvor hun fungerer som fortælleren tilsat musikalske indslag.
Sidder midt i musikken
– Det var helt fantastisk at sidde midt i symfoniorkestret og have et jazzorkester ved siden af, sagde hun med henvisning til en nylig afholdt koncert i Aarhus.
Fuld af forventning
– Og den 21. februar skal vi optræde på ’Bremen’ med Benjamins jazzorkester, sagde hun forventningsfuldt.
En anden af de oprindelige skuespillere fra DR-serien, Per Pallesen, kom for at opleve den nye ‘Tjener Boldt’ i musicaludgaven. Han ledsages af fruen Vivian Dencker. (Foto: Kenth G. Madsen)