Esben Dalgaards frue Charlotte blev rørt til tårer, da hun holdt takketalen efter modtagelsen af Mofibo Awards 2024 for lydbogen ’Mærket’, som parret selv har indlæst.
Prisuddelingen fandt sted i Store Vega torsdag aften, og parret fik prisen sammen med medforfatteren Stine Buje i kategorien ‘Biografi & Dokumentar’.
Med baggrund i kræftforløb
Bogen handler om familien Dalgaards oplevelser midt i Esbens kræftforløb.
– Vi vil gerne prøve at skildre den enorme forskellighed, der er i et parforhold, når krisen pludselig rammer. Og der er stor forskellighed hos os, erkendte den 43-årige skuespiller i sin takketale.
Handler om krisehåndtering
– Det er offentlig kendt, at jeg har en kræftsygdom, men bogen handler ikke om kræft, men hvordan vi i familien håndterer det, så det er en bog om krisehåndtering, fortalte skuespilleren ved ankomsten til Vega.
Første forfatteropgave
– Det var Charlottes første forfatteropgave, og vi har indlæst hver sin del til lydbogen. Hun får meget ros for det, fortalte Esben Dalgaard, der har andre bøger på samvittigheden.
Fantastisk oplevelse
– Jeg har lige aftalt at skrive nogle flere bøger om Morten Mortensen, der beskrives som en helt ualmindelig almindelig dreng, sagde skuespilleren og forfatteren, der deltager i TV 2’s nye reality-serie ’Shaolin’.
– Det var en forrygende og fantastisk oplevelse, som jeg kunne unde alle, lød det.