Efter ti sæsoner med Danmarks mest populære tv-serie ’Badehotellet’ må Merete Mærkedahl erkende, at afslutningen bliver en svær størrelse at tackle.
Det fortalte den 41-årige skuespiller til nytomkendte.dk ved Cirkusrevyens halvvejsfest for nylig.
Meget at takke for
– Det er ret specielt at være en del af noget så stort. Det er jeg ikke sikker på, jeg kommer til at opleve igen, mente Merete Mærkedahl, der har spillet stuepigen Otilia siden 2014-sæsonen.
– At være med i ’Badehotellet’ har jeg meget at takke for, fordi den er blevet en folkelig succes, og den har nok været skyld i, at jeg står herude, og er på plakaten i Cirkusrevyen, lød det fra ’Badehotellet ’-skuespilleren.
Sideløbende med Cirkusrevyen går hun til de sidste optagelser af tv-serien, der efter planen skal vises i starten af det nye år.
Kneb en tåre
– Jeg ved virkelig ikke, hvordan den kommer til at slutte, men da manuskriptforfatterne ved læseprøverne gjorde sig tanker og ønsker om afslutningen, da var vi flere der kneb en tåre, afslørede hun om det endegyldige farvel.
Og Merete Mærkedahl bliver bevæget, når hun går rundt i Risby Studierne i Albertslund, hvor det meste af tv-serien er optaget.
På sommerferie
– Det er meget specielt.
– På gangene hænger billeder af de sidste ti års optagelser, og jeg bliver helt bevæget, når jeg kigger på dem.
– Lige om lidt er det bare slut, fortalte hun, der som noget nyt skal holde sommerferie med Cirkusrevyen i uge 29 og 30.
– Vi skal til Sverige og til Thy, hvor jeg har familie. Det glæder vi os rigtigt meget til, sagde hun, der har børnene Anker, otte og femårige Esther med sin partner Anna Windfeld.
Merete Mærkedahl bliver vemodig, når hun ser tilbage på ti sæsoner med ’Badehotellet. (Foto: Kenth G. Madsen)