For et år siden lagde Mary grundstenen til byggeriet af Rigshospitalets nye børnerige, der fik hendes navnetræk, nemlig Mary Elizabeths Hospital.
Og onsdag eftermiddag kiggede Kronprinsessen forbi rejsegildet af det specialiserede hospital for børn, unge og gravide.
Støvet ankomst
Mary ankom til den støvede byggegrund, men ønskede ved den lejlighed ikke at sætte ord på, hvad det betyder for hende at få et hospital opkaldt efter sig.
– Det vil jeg først sige noget om, når det står færdig, sagde hun til nytomkendte.dk.
Kreativt værksted for børn
Ved rejsegildet kiggede Mary også forbi SMILfondens kreative værksted for børn på Riget.
Her tog hun aktivt del i løjerne sammen med de syge børn.
Værkstedet for børn kommer også til at blive en del det nye Mary Elizabeths Hospital, når skal stå færdig i 2026.
Betyder meget
Initiativtageren til legestedet, den tidligere tv-vært Sisse Fisker, var stolt over det kongelige besøg.
– Det betyder vildt meget, hun kigger forbi, sagde hun, og fortsatte:
– Det handler om at få børnene og deres relationer til at komme på andre tanker end sygdom og indlæggelse, der ofte kan vare i flere måneder.
– Der er jo også et liv udenfor hospitalets mure, så vi prøver at skabe en ikke-hospitalsstemning, sagde Sisse Fisker, 46.