Karen Mukupa bærer rundt på et traume og sorg siden hendes veninde Natasja blev dræbt i en trafikulykke på Jamaica i 2007.
Rapperen døde kun 32 år gammel, og Karen Mukupa var med i bilen, da ulykken skete.
Der gik noget tid
Den tragiske hændelse og hvad det har betydet for ’Miss Mukupa’, åbnede den 50-årige sanger op for ved premieren torsdag på musikforestillingen ’Natasja’ i Operaen.
– Der er gået 16 år siden det skete, og der gik noget tid, før jeg kom over det, lyder det ærligt fra Karen Mukupa til kendte.dk.
Lever i folks bevidsthed
Og hun fortsatte:
– Det er helt sikkert et traume, men jeg lever med sorgen, og glædes nu ved, at hun lever i folks bevidsthed.
– Hendes musik er blevet hele Danmarks.
– Det er så stort, at hun opføres i Operaen, fortsætter Karen Mukupa, der er spændt på, hvordan hun følelsesmæssig vil blive påvirket af musikforestillingen.
– Men det er en glædens dag, gentager sangeren, der også åbnede op om sit bedste minde med Natasja.
– Ironisk nok var det vores køreture, hvor vi fik snakket godt sammen og lyttede til musik, forklarer hun.
Fik god støtte
– Jeg kom videre ved hjælp af god støtte fra de nærmeste og hendes familie.
– Og så har jeg været med til at skrive en bog om hende, og deltaget i en dokumentar. Så det er min terapi, siger Karen Mukupa.
– Det er en glædens dag, siger Karen Mukupa om premieren på musikforestillingen ’Natasja’ i Operaen.