Jørgen Leth: Tager en Tour på TV

Cykelsport-eksperten har ingen jobs i år i forbindelse med verdens hårdeste cykelløb, så han stikker af

af | jun 24, 2023 | jørgen leth, Kendte

Jørgen Leth er klar til Tour de France fra 1. juli, men ikke i arbejdsrollen. (Foto: Kenth G. Madsen)

I en alder af 86 år har Jørgen Leth måttet erkende, at han ikke længere kan styrte rundt fra etape til etape som seernes budbringer for at kommentere Tour de France.

Det havde han ellers gjort i en lang årrække for TV 2 frem til og med 2018. Da var han 81 år.

– Der har ikke været bud efter mig i år, siger forfatteren og cykeleksperten til nytomkendte.dk ved ankomsten til premieren på filmen ’Toves Værelse’ onsdag aften i Imperial Bio.

Sidste år dækkede han cykelløbet for Discovery+ fra et tv-studie.

Men i år sker der et sceneskift for hans vedkommende.

Under sydlige himmelstrøg

– Jeg kan ikke rende rundt længere, så det passer mig fint. Har svært ved at holde balancen, så jeg må støtte mig til en stok, siger Jørgen Leth, der i stedet skal opleve verdens hårdeste cykelløb foran tv under sydlige himmelstrøg, når det starter op 1. juli.

– Jeg tager ned til min lejlighed på Mallorca, hvor jeg vil nyde det i en måneds tid, siger han videre.

Kendte Tove Ditlevsen

I forhold til premierefilmen, der handler om Tove Ditlevsen, der døde i 1976, var han en af de få tilstedeværende, der rent faktisk havde kendt forfatteren.

I 70’erne hørte han til kredsen omkring Tove Ditlevsen gennem Klaus Rifbjerg, som han kendte godt.

– Hun var en stor digter, og jeg glæder mig til at se filmen, siger Jørgen Leth, der ved samme lejlighed oplyste, at han netop har udgivet en ny bog om cykelsportsstjernerne fra 1940 frem til nutiden.

Jørgen Leth springer ikke så lystigt rundt længere, og i år har han ingen opgaver i forbindelse med Tour de France. (Foto: Kenth G. Madsen)

 

Se andre indlæg

Det skal der ske nu

Det skal der ske nu

Efter en flot sejr i ’X Factor’ er Helene Frank snart tilbage i skole-hverdagen