Lene Beier oplever lige nu en travl periode med optagelser til både ’Landmand søger Kærlighed’, ’Vi drukner i Rod’ og ’Sommerdrømme’.
Hun fungerer som vært på alle tre programmer.
Men fra september er arbejdskalenderen tom for resten af året.
Og dog.
Fem ugers research
Sammen med sin mand, Anders Beier og deres to sønner Arthur, 14 og 11-årige Otto er hun nemlig også lige i gang med at realisere drømmen om at fraflytte Danmark og åbne hotel i Østrig.
Anders Beier er netop kommet hjem efter fem uger i bjerglandet for at finde det rette sted.
To turistsæsoner
– Vi har kigget på mange af slagsen også herhjemme, men fandt ud af, at vi gerne vil være et sted med to turistsæsoner, nemlig sommer og vinter, sagde den 46-årige tv-vært til nytomkendte.dk ved premieren på ’Gran Turismo’ i CinemaxX København.
– Og her er Østrig et godt bud. Vi elsker alle at stå på ski, og lige siden Anders og jeg mødte hinanden på en restaurant for 21 år siden, har vi gået med drømmen om at drive vores eget hotel, fortsatte Lene Beier.
– Det handler om at gøre det til et fælles projekt, og bygge det op sammen med drengene, fortsatte hun om drømmen, der betyder, at børnene skal gøre sig klar på at skifte skole.
Huset sættes til salg
Familiens flotte hus i Dragør skal dermed sættes til salg for at skaffe tilstrækkelig med kapital til køb af overnatningsstedet.
– Næste år til sommer satser vi på at flytte, så jeg har et helt hus, der skal pakkes ned fra her i efteråret, sagde Lene Beier.
Den skiglade Beier-familie er i fuld gang med at realisere en længe næret drøm at flytte til Alperne. Anders og Lene Beier og sønnerne Arthur og Otto er klar. (Foto: Kenth G. Madsen)