En af de kunstarter Margrethe holder meget af at opleve er ballet.
Og selv om majestæten ikke længere kan springe rundt som en gazelle ligesom balletdanserne, så nyder hun synet af dem.
Og det fik Margrethe rig lejlighed til, da Den Kongelige Ballet kiggede forbi Fredensborg Slotshave på deres turné rundt i landet.
Det blev nytomkendte.dk vidne til tirsdag aften.
Klassisk repertoire
I det skønneste sommervejr havde balletmester Nikolaj Hübbe her sammensat et klassisk repertoire på en scene ved Mindestenen, hvor de omkring 4.000 tilskuere havde udsigt til Esrum Sø.
Dronningen placerede sin nye tro følgesvend, spadserestokken, op ad stolen, så den var tilgængelig alt efter behov.
Ærespladsen
Den 83-årige monark havde fået ærespladsen med smuk udsigt til såvel scenen som søen, og hvor hun i ro og mag kunne nyde forestillingen, mens hun nød et glas køligt hvidvin i sommeraftenen.