Thomas Eje støves af

Thomas Eje støves af

Et enkelt opkald fra Lisbet Dahl var nok.

Så nu er Thomas Eje røget på plakaten til Tivolirevyen 2024 sammen med den 77-årige revydronning, James Price, Rikke Bilde, Rikke Buch Bendtsen og Mikkel Becker Hilgart.

Det blev offentliggjort i dag ved pressemødet i Tivoli.

Har før slået sine folder her

Og det er ikke første gang, at Linie 3’eren har slået sine folder her.

– Det er mit andet hjem. For 38 år siden blev jeg kåret som årets revyfund, og fik Årets Dirch i Tivolirevyen.

– Det var jeg meget stolt af, husker den 66-årige skuespiller i interviewet med nytomkendte.dk.

Thomas Eje kender hver en krog i Glassalen Tivoli, hvor revyen skal afvikles, da han i tidens løb har optrådt her med Linie 3 og i andre sammenhænge.

Så nu skal han bare støves af og gøres klar

Ekstra bonus

– Som en ekstra bonus får man hver aften mulighed for at gå igennem Tivoli og det jo magisk, siger Thomas Eje, der til daglig bor på Als, hvor han fungerer som kunstmaler og musiker.

– Det er meget introvert arbejde, så jeg trænger til at blive luftet og komme ud blandt mange mennesker.

– Det glæder jeg mig til, siger han, der endnu ikke ved, hvad han skal bruges til i revyen.

Slipper ikke så let

– Faktisk foreslog jeg at blive praktikant, programsælger eller at vise folk på plads, men den gik ikke, lyder det fra Thomas Eje, der første gang spillede sammen med Lisbet Dahl i filmen ’Kurt og Valde’ fra 1983.

Den komiske og gennemmusikalske herre slipper nok ikke så let endda.

– De har sikkert tænkt sig at udnytte mig på det groveste, mener han.

Tivolirevyen er sat til at få premiere 2. juni 2024.

Thomas Eje, Lisbet Dahl, Rikke Buch Bendtsen, Rikke Bilde, Mikkel Becker Hilgart og en fraværende James Price tegner Tivolirevyen 2024. (Foto: Kenth G. Madsen)