Sara stråler som solen: Tilbage som vejrvært
I februar opsagde Sara Maria Franch-Mærkedahl sin faste stilling som vejrvært på TV 2 til fordel for en tilværelse som freelancer.
I marts oplevede hun så et karriereskift, da hun sprang ind i jobbet som pressemedarbejder for Cirkus Arena, som hun i ungdommen var en del af, fordi hun fulgte sin far, der var balance- og tryllekunstner i selvsamme cirkusforretning.
Men nu skinner solen igen.
Klar igen
Seerne kan nemlig glæde sig til, at hun er tilbage på TV 2 med vejrudsigter.
– Det har jeg ikke været siden februar, og jeg glæder mig til at komme ud med vejrbilen. Det er min yndlings at komme rundt i landet på den måde, afslørede hun til kendte.dk ved premieren onsdag aften på ’Toves Værelse’ i Imperial Bio.
Købte hus sammen
Her blev den 43-årige tidligere model ledsaget af kæresten, skuespiller Nicolaj Kopernikus, 55.
Sidste år i december købte parret hus sammen på Østerbro i København.
Boligen har siden undergået en istandsættelse.
– Vi mangler stadig lidt hist og her samt lidt finish. Det er et skønt kvarter, understregede parret, der godt ved, hvad sommeren skal bruges til.
Husejerne Nikolaj Kopernikus og Sara Maria Franch-Mærkedahl skal bruge sommeren på istandsættelse. (Foto: Kenth G. Madsen)