Frygtelig syg

Frygtelig syg

Et bygkorn i øjet blev skæbnesvangert for Majbrit Berthelsen.

Tålte ikke medicinen

Lægen ordinerede antibiotika til indtagelse, men det viste sig, at hendes lever ikke kunne tåle medicinen, og siden har hun været igennem en frygtelig periode med sygdom og uvished.

Det afslørede den 50-årige tidligere ’Robinson’-deltager til nytomkendte.dk ved premieren på ’Jersey Boys’ i Tivolis Koncertsal.

Troede, det var kræft

– Jeg sygemeldte mig med leverbetændelse, men lægerne mistænkte samtidig kræft i bugspytkirtlen, så jeg var igennem den helt store kræftpakke med CT- og MR-scanning.

Gul og blå på kroppen

Kroppen reagerede med alle alarmsignaler.

– Jeg tabte seks kilo på fire uger, blev gul i øjnene, på kroppen, og fik blå mærker overalt. Derudover sover jeg hele tiden, får kvalme, har hovedpine, og lider af hårtab. Det har været helt ad h til, lød det forståeligt fra Majbrit Berthelsen, der var taget i byen med veninden Janni Ree.

Op ad bakke

Da hun lå i sygesengen, fik hun samtidig en fyreseddel af chefen.

– Så det har været virkelig op ad bakke, samtidig med at jeg var i gang med at flytte, fortalte den forpinte kvinde.

Har været slemt

– Men nu er jeg på vej den rigtige vej. Det tager mellem tre og seks måneder at blive helt frisk igen. Leveren skal finde sin rytme.

– Jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Det har virkelig været slemt.

Eksmanden støtter

I nødens stund fik Majbrit Berthelsen hjælp fra en uventet kant, nemlig eksmanden, den tidligere racerkører Jason Watt, 53.

– Han er nok den person, jeg har haft mest kontakt med. Han har virkelig været nervøs for mig, sagde Majbrit Berthelsen.

Majbrit Berthelsen forlod et sygeleje, der har varet måneder for sammen med veninden Janni Ree at gå til premiere på ‘Jersey Boys’ i Tivoli. (Foto: Henrik Nielsen)