Farfar for anden gang

Farfar for anden gang

Der blev hanket op i popcorn, cola og masser af snolder, da Jan Magnussen og yngste-sønnen Luca på 13 år deltog i premieren på ’Gran Turismo’ i CinemaxX København.

– Vi glæder os til at se en racerfilm. Den eneste i familien, der ikke er vild med racerbiler, er farmor, afslørede Jan Magnussen til nytomkendte.dk

Bare det bedste

Stolt erklærede han at være blevet farfar igen til Kevin Magnussen og Louise Gjørups anden datter, der kom til verden i juli.

– Så nu har jeg to børnebørn, og det er bare det bedste.

– Vi har dog ikke set så meget til hinanden på det seneste, lød det fra faren til Formel 1-køreren, som er i stald hos Haas F1-Team.

Vil bosætte sig i Roskilde

Den 30-årige racerkører-søn har i øvrigt luftet planer om at flytte til hjembyen Roskilde, hvor både hans og konens familier har bopæl.

– Det bliver da superdejligt, sagde Jan Magnussen om udsigten til at få børnebørnene tæt på.

Kører i Danmark og Europa

Jan Magnussen er stadig aktiv kører i en alder af 50 år, og yngste-sønnen er fulgt i farens fodspor.

– Jeg kører i Danmark og i Europa, og når jeg ikke selv kører, så er jeg sammen med Luca, der kører gokart.

– Og når vi ikke kører, så holder vi øje med storebrors løb på TV, sagde Jan Magnussen, der slap rattet for at tage plads i biografsædet.

Jan Magnussens søn Luca, 13, er skarp i gokart ligesom hans far og storebror var det i hans alder. (Foto: Kenth G. Madsen)