Flytter ind hos Thomas Eje

Flytter ind hos Thomas Eje

To af Anders Bircows fire døtre slægter ham på, når det gælder at gå skuespillervejen.

Det fortalte Bircow-familien om til kendte.dk forud for premieren på ’Mød mig på Cassiopeia’ på Gjorslev Slot ved Store Heddinge.

Tre lærerige år

Datteren Sophia Bircow, 22, har haft roller i ’Du forsvinder’ og ’Livvagterne’, mens 15-årige Julia Ahlm Bircow til oktober er klar til at spille med i Eventyrteatrets ’Peter Pan i Tivoli Glassalen.

Førstnævnte er desuden blevet optaget på musicalakademiet i Fredericia, og hun glæder sig til at tilbringe tre forhåbentlige lærerige år her fra august.

Lavere priser

– Så vi har fundet en lejlighed i Fredericia og det hele til en pris, som et toilet koster i København, sagde 71-årige Anders Bircow med slet skjult ironi om forskellen på boligpriserne i landsdelene.

Linie 3’eren har også gang i nyt.

Nyt show

Til august rejser han således ti dage til Als for at gå i øveren med Thomas Eje til makkerparrets nye show, ’Her er de 2 andre’, der får premiere til januar.

Og altså et show uden det tredje medlem, nemlig Preben Kristensen, som har meldt fra.

– Nu skal der trænes hårdt, og retningen skal stikkes ud.

Private historier

– Det kommer jo ikke af sig selv, men jeg glæder mig helt vildt, lød det fra Anders Bircow, der løftede sløret for en del af det nye shows omdrejningspunkt.

– Det kommer til at handle om de private historier, meget intimt, og der kommer nogle afsløringer, lovede han højt og helligt.

Anders Bircow og hustruen Marion flankerer døtrene Julia, 15 og 22-årige Sophia, der til august skal starte op på musicalakademiet i Fredericia. (Foto: Kenth G. Madsen)

Får gode råd mod stærke smerter

Får gode råd mod stærke smerter

Keld Heick håber smerterne i skulderen forsvinder af sig selv, da han ikke har lyst til at fylde kroppen med stærk medicin. (Foto: Kenth G. Madsen)

Siden starten af året har Keld Heick lidt af en såkaldt frossen skulder (kapsulit, red.).

Der er tale om betændelsestilstand i led-kapslen, og det faktum skaber store smerter i venstre skulder.

– Jeg sover dårligt om natten, og må stå op flere gange, fortæller den 77-årige sanger og sangskriver om lidelsen til nytomkendte.dk.

Velmenende råd

Siden Keld Heick i juni åbnede op om problemet, er der strømmet ind med velmenende råd fra folk, der har prøvet det på egen krop.

– Jeg har lyttet og prøvet det meste, men intet hjælper, lyder det fra ’Ved landsbyens Gadekær’-sangeren.

Indsprøjtninger

Lægen har to gange ordineret indsprøjtninger med binyrebarkhormon, som tilsyneladende hjælper.

I hvert fald på den korte bane.

– Men desværre vender smerterne tilbage, så nu ansøger jeg lægen om en tredje indsprøjtning, siger Keld Heick.

– Jeg håber, det forsvinder af sig selv, siger han med visheden om, at der er grænser for, hvor mange gange man må blive injiceret med binyrebarkhormon.

Heldigvis kan han stadig håndtere guitaren, men det kræver, at han holder skulderen i ro undervejs.

 

Så vildt var det for Rosa

Så vildt var det for Rosa

Rosa Kildahl var med hele vejen rundt, da Jonas Vingegaard for andet år i træk løftede ’Tour de France’-trofæet i vejret.

Og ved hyldesten i Tivoli satte den tidligere bagedystdeltager ord på overfor nytomkendte.dk.

Mere roligt i år

– Det har været den bedste fejring, og alle har været mere rolige om det i år, fordi vi har prøvet det før, sagde den 65-årige iværksætter, der også var med på sidelinjen ved svigersønnens cykeltriumf i 2022.

Rosa Kildahl har også i år fulgt etaperne hele vejen rundt sammen med datteren Trine, barnebarnet Frida og ægtefællen Carsten.

Nyder det

 Jonas Vingegaard har flere gange slået fast, hvor meget det betyder for ham med familien på sidelinjen, når han kæmper sig igennem strabadserne på jernhesten.

– Nu har jeg øvet mig i at være svigermor i fem år, og det bliver jo ikke ringere med årene, erkendte hun med et smil.

– Man nyder det så meget man kan at være tæt på store begivenheder og familien, når han gør det så godt, lød det videre.

Bliver aldrig dagligdag

– Så store præstationer bliver aldrig dagligdag, men efterhånden kan jeg bedre være i det, erkendte Rosa, der efter den afsluttende fejring hjemme i Glyngøre trænger til rigtig ferie.

– Vi har ingen planer, men skal slappe af et sted, hvor vi ikke har været før, og hvor der ikke hersker hedebølge, understregede Jonas’ svigermor.

Endnu engang var ’Tour de France’ det store højdepunkt i Rosa Kildahls ferie. (Foto: Kenth G. Madsen)