Huset skal pakkes ned

Huset skal pakkes ned

Lene Beier oplever lige nu en travl periode med optagelser til både ’Landmand søger Kærlighed’, ’Vi drukner i Rod’ og ’Sommerdrømme’.

Hun fungerer som vært på alle tre programmer.

Men fra september er arbejdskalenderen tom for resten af året.

Og dog.

Fem ugers research

Sammen med sin mand, Anders Beier og deres to sønner Arthur, 14 og 11-årige Otto er hun nemlig også lige i gang med at realisere drømmen om at fraflytte Danmark og åbne hotel i Østrig.

Anders Beier er netop kommet hjem efter fem uger i bjerglandet for at finde det rette sted.

To turistsæsoner

– Vi har kigget på mange af slagsen også herhjemme, men fandt ud af, at vi gerne vil være et sted med to turistsæsoner, nemlig sommer og vinter, sagde den 46-årige tv-vært til nytomkendte.dk ved premieren på ’Gran Turismo’ i CinemaxX København.

– Og her er Østrig et godt bud. Vi elsker alle at stå på ski, og lige siden Anders og jeg mødte hinanden på en restaurant for 21 år siden, har vi gået med drømmen om at drive vores eget hotel, fortsatte Lene Beier.

– Det handler om at gøre det til et fælles projekt, og bygge det op sammen med drengene, fortsatte hun om drømmen, der betyder, at børnene skal gøre sig klar på at skifte skole.

Huset sættes til salg

 Familiens flotte hus i Dragør skal dermed sættes til salg for at skaffe tilstrækkelig med kapital til køb af overnatningsstedet.

– Næste år til sommer satser vi på at flytte, så jeg har et helt hus, der skal pakkes ned fra her i efteråret, sagde Lene Beier.

Den skiglade Beier-familie er i fuld gang med at realisere en længe næret drøm at flytte til Alperne. Anders og Lene Beier og sønnerne Arthur og Otto er klar. (Foto: Kenth G. Madsen)

 

– Jeg var ked af det

– Jeg var ked af det

Det kom som et chok for Michael Olesen, der for første gang i 15 år ikke skal deltage som professionel danser i den kommende ’Vild med Dans’-sæson.

Havde glædet sig

– Skuffelsen var der, og jeg var ked af det, fordi jeg havde glædet mig til at opleve et ordentligt brag af en fest med ’Vild med Dans’ 20-års jubilæum.

– Så afslaget havde jeg ikke lige set komme, sagde den 40-årige ‘Vild med Dans’-stjerne til nytomkendte.dk ved premieren på ’Gran Turismo’ i CinemaxX København.

Heppe foran tv

– I år må jeg sidde på sofaen sammen med Felix (sønnen, red.), nyde kollegaerne og heppe foran tv, sagde han, der samtidig er bevidst om, at det er en del af gamet.

Har sagt nej til alt andet

Men alligevel har det været svært for Michael Olesen.

– Når vi skal lave ’Vild med Dans’ skal vi jo normalt sætte fire måneder af til det.

– Det betyder, at kalenderen skal ryddes, og det har jeg så gjort de seneste 15 sæsoner og i år, sagde Michael Olesen, der dermed har takket nej til andre tilbud.

Kigger forbi som gæst

– Men når en dør lukker, åbner der sig forhåbentlige nogle nye. Jeg er i hvert fald åben, lød det fra Michael Olesen, der dog regner med at kigge forbi dansestudiet som gæst.

– Hvis jeg får en invitation, skal jeg da helt sikkert ind og heppe, sagde han.

 

Michael Olesen havde ryddet kalenderen for ’Vild med Dans’, så nu skal han finde på noget nyt at give sig til. (Foto: Kenth G. Madsen)

Tavs om Karstens demens

Tavs om Karstens demens

For under en uge siden postede Janni Ree på de sociale medier, at hendes mand, den 78-årige milliardær Karsten Ree er ramt af demens.

Det blev konstateret under et længere udredningsforløb på hospitalet, oplyste hun i pressemeddelelsen.

Uden manden

Den 53-årige tidligere ’forsidefrue’ dukkede da også op uden sin mand, men sammen med veninderne Majbrit Berthelsen og Camilla Dalsgaard til premieren på ’Gran Turismo’ i CinemaxX København.

– Nødvendigt at beskytte ham

 – Jeg er lidt træt. Det er rart at komme ud med sine venner, sagde Janni Ree, der afstod fra uddybende spørgsmål om Karstens helbredsmæssige tilstand.

Helt lukket var hun dog ikke.

– Det er er mindst lige så hårdt for de pårørende, slog hun fast overfor nytomkendte.dk.

– Det er nødvendigt at beskytte ham, sagde hun videre.

– Vi må se hvad fremtiden bringer. Ellers har jeg ingen kommentarer.

De var også ramt 

Flere andre demensramte kendte har tidligere optrådt med uheldige udtalelser i offentligheden, og hvor de pårørende bagefter over for pressen har gjort opmærksom på, at udtalelserne skal tages med et gran salt.

Det gjaldt blandt andre for Prins Henrik kort før, han døde i 2018 og i forhold til modelegenden Erik Brandt, som vi mistede i marts.

I begge tilfælde bad familierne om ro i forhold til deres pårørende.

Ifølge tidligere udtalelser fra læger om demens kan sygdommen ændre væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv.

 

Janni Ree kom uden Karsten Ree til premiere i CinemaxX København. (Foto: Kenth G. Madsen)