Genbruger ’Balder af Stål’
I 1991 lancerede Charlotte Bircow træningsvideoerne ’Balder af Stål’ på VHS-bånd plus DVD’er, der tilsammen har solgt i 1,5 million eksemplarer.
Initiativet satte gang i en kæmpe træningsbølge, gjorde hende til fitnessdronningen, og her mange år senere har hun fået en historisk plads i den permanente udstilling, ‘En skat i Danmark’ på Nationalmuseet.
Og søndag i næste uge bliver videoerne relanceret i hendes nye online-univers, activebycharlottebircow.com.
Sund livsstil
– Og der er altså stadig folk med gammeldags afspillere, som bruger dem, afslørede den 62-årige fitnessdronning ved lørdagens Hjertegalla på TV 2 Charlie.
I det nye online-univers fortsætter iværksætteren med nyt indhold af fysiske øvelser, kostopskrifter og gode mentale råd til opretholdelsen af en sund livsstil.
Satsede alt
Charlotte Bircow tog en stor chance, da hun førte idéen med ’Balder af Stål’ ud i livet.
– Den gang satsede jeg alt, hvad jeg ejede på at få lavet optagelser med et produktionshold. Det var knald eller fald, mindes Charlotte Bircow om forretningseventyret.
Det skete samtidig under vanskelige vilkår med skilsmisse, og hvor hun sad tilbage alene med to små børn.
Verdensberømt i Danmark
Inspirationen til træningsvideoerne egnet til stuegulvet derhjemme fik hun hos skuespilleren Jane Fonde, der gjorde det samme i USA.
Charlotte Bircows succes med videoerne gjorde hende verdensberømt i Danmark
I kølvandet har hun siden lanceret flere andre produkter i eget navn.
– Jeg er en serie-iværksætter ikke at forveksle med en seriemorder, understreger Charlotte Bircow med slet skjult ironi.
Charlotte Bircow er slet ikke færdig med ’Balder af Stål’. Tværtimod bliver træningsvideoerne relanceret søndag på hendes nye online-univers, charlottebircow.com. (Foto: Kenth G. Madsen)