Rosa Kildahl var med hele vejen rundt, da Jonas Vingegaard for andet år i træk løftede ’Tour de France’-trofæet i vejret.
Og ved hyldesten i Tivoli satte den tidligere bagedystdeltager ord på overfor nytomkendte.dk.
Mere roligt i år
– Det har været den bedste fejring, og alle har været mere rolige om det i år, fordi vi har prøvet det før, sagde den 65-årige iværksætter, der også var med på sidelinjen ved svigersønnens cykeltriumf i 2022.
Rosa Kildahl har også i år fulgt etaperne hele vejen rundt sammen med datteren Trine, barnebarnet Frida og ægtefællen Carsten.
Nyder det
Jonas Vingegaard har flere gange slået fast, hvor meget det betyder for ham med familien på sidelinjen, når han kæmper sig igennem strabadserne på jernhesten.
– Nu har jeg øvet mig i at være svigermor i fem år, og det bliver jo ikke ringere med årene, erkendte hun med et smil.
– Man nyder det så meget man kan at være tæt på store begivenheder og familien, når han gør det så godt, lød det videre.
Bliver aldrig dagligdag
– Så store præstationer bliver aldrig dagligdag, men efterhånden kan jeg bedre være i det, erkendte Rosa, der efter den afsluttende fejring hjemme i Glyngøre trænger til rigtig ferie.
– Vi har ingen planer, men skal slappe af et sted, hvor vi ikke har været før, og hvor der ikke hersker hedebølge, understregede Jonas’ svigermor.
Endnu engang var ’Tour de France’ det store højdepunkt i Rosa Kildahls ferie. (Foto: Kenth G. Madsen)