Det er svært at flygte fra fortiden, må Søren Brostrøm sande.
– Jeg er jo fortid. Hvorfor er I stadig interesseret i mig? spørger den 58-årige ’coronageneral’ til kendte.dk ved premieren på ’Verdensballetten’ på Sølyst i Klampenborg.
Som direktør for Sundhedsstyrelsen havde han dirigentstokken, da danskerne måtte gennem de vanskelige år med covid 19.
Med den funktion på samfundets vegne tonede han i en lang periode frem på tv-skærmen med status på krisen til danskerne.
– Jeg er hverken død eller borte, men har stadig travlt med mit arbejde, fastslår han, der føler sig overbevist om, at han nok skal blive glemt en dag..
Det skal han i ferien
Søren Brostrøm løfter sløret for sin genvundne normale dagligdag, som vi alle sætter så stor pris på at have fået tilbage.
– Det går fint. Jeg kan jo ikke andet end nyde den danske sommer, lyder status fra Søren Brostrøm, der fortsat er travl direktør for Sundhedsstyrelsen.
– Jeg har ferie nu, var i Jylland i sidste uge, København, og så har jeg også ferie i næste uge, fortæller han videre.
Tilbudt deltagelse i ’Vild med Dans’
– Det er altid en fornøjelse at komme til ’Verdensballetten’. Jeg er kommet her gennem mange år, siger Søren Brostrøm, der i 2021 blev hædret som årets LGBT+-person ved Danish Rainbow Awards.
Og fordi han er et kendt ansigt, blev han i samme periode tilbudt deltagelse i ’Vild med Dans’,
– Det er nogle år siden, men jeg svarede nej. Mine evner i den retning er middelmådige, siger han, der glædede sig til at opleve de sublime dansere i ’Verdensballetten’.
Søren Brostrøm var stærkt medvirkende til at få os alle tilbage til normalen fra tiden med corona, og det skal der da lyde en stor tak for. (Foto: Kenth G. Madsen)