Simon Kvamms forslag til Helene Frank om at kaste sig ud i et nummer af ’Minds of ’99’ faldt i vældig god jord hos dommertrioen fredag aften i ’X Factor’.
Det blev sangen ‘Under min Sne’, og ‘Oh Land’ kammede over af begejstring. Hun aldrig havde før hørt en bedre coverversion, sagde hun.
Det mest nervepirrende
Den 28-årige musiklærer var naturligvis glad for roserne efter sin optræden..
– Det mest nervepirrende var ikke at stå på scenen, men bedømmelsen bagefter, erkender hun, der er underviser på Frøslev efterskole i Padborg.
Har undervist Cristian
I sidste uge oplevede hun Cristian Oprea fra Blachmans hold under 23 år, og ham har hun været musiklærer for på et tidspunkt, da hun underviste på skoler i Sønderborg, hvor han bor.
Skarp konkurrent
Det 16-årige talent blev også rost til skyerne, og han er nu blevet en skarp konkurrent til hende i ’X Factor’.
– Hans optræden var virkelig gennemtænkt og god, siger hun om sin tidligere elev.
Føler sig mere dansk
Helene Frank stammer fra byen Norby ved Egernførde i Sydslesvig, hvor hun sammen med familien tilhører det danske mindretal.
Vokset op med to kulturer
– Jeg er vokset op med to kulturer, og det gør, at man ikke rigtig ved, hvor man hører hjemme. Efterhånden føler jeg mig dog mere dansk end tysk, fortæller Helene, der til daglig bor i Haderslev med sin musiker-kæreste.
Stemningen er bedre
– Da jeg som ung gik på efterskole i Danmark, fandt jeg ud af, at jeg holder mere af at være i Danmark. Jeg kan bedre lide stemningen, fortsætter hun.
’Du’ og ’De’
– Alene det at man siger ’du’, giver en større grad af åbenhed overfor hinanden. Når man siger ’De’ som i Tyskland, så skaber det distance, mener hun.
Har spillet musik hele livet
Som fireårig begyndte hun med blokfløjte, lærte noder, og fik som tiårig klaver- og sangundervisning. Saksofon spiller hun også.
– Så jeg har spillet musik hele mit liv. Jeg bruger el-klaveret, så jeg på den måde kan være mit eget band, siger Helene Frank, der er klar til bootcamp hos Simon Kvamm.
Helene har det bedst med det danske fremfor det tyske. (Foto: Privat)